Parterapi
Overblik
- Hvad er målene typisk med at gå i parterapi?
- Hvilke fokuspunkter indeholder parterapi ofte?
- Hvordan kan en god parterapeutisk proces se ud?
- Hvad er den teoretiske baggrund bag den parterapi, jeg tilbyder?
- Skal det være parterapi eller individuel terapi?
Mål med at gå i parterapi
Der kan være mange årsager til, at et par vælger at gå i parterapi og målene med et forløb kan også være meget forskellige. Nogen er optaget af at gå fra hinanden på en civiliseret måde, som tager bedst muligt hensyn til børnene. Andre vil gerne have afklaret, om de fortsat skal være sammen. De fleste par kommer for at få hjælp til at fungere bedre sammen i hverdagen gennem færre og mindre konflikter, bedre kommunikation, mindre distance og mere omsorg i kontakten.
Uanset hvilke motiver, der ligger bag, så har forholdet de bedste prognoser, jo tidligere i forløbet I søger parterapi.
Fokuspunkter
Fælles for de fleste terapeutiske parforløb er et fokus på tre fænomener:
- kommunikation
- anerkendelse
- ligeværdighed
Kommunikation
Mange oplever vanskeligheder med kommunikation i deres parforhold.
En udfordring er, når det, der menes fra et budskabs afsender, ikke er det samme som det, der modtages. Når parterne oplever et budskab forskelligt, så er det ikke nødvendigvis, fordi budskabet i sig selv er uklart. Det hænger også ofte sammen med, at vores perspektiv præger, hvordan vi oplever verden. Nogle gange kommer vores eget perspektivet til at fylde mere end selve det, vi har opmærksomhed på.
En opgave for mig som psykolog er at skille tingene ad og skabe klarhed.
Jeg hjælper ofte par til at åbne sig over for, hvad den andens position er. Dette betyder ikke, at man derved opgiver sin egen position. Men det bliver nemmere, når man kun taler om et emne ad gangen. Det er ofte givende at arbejde mod åbenhed over for den andens position.
I starten kan kommunikation vanskeliggøres af ineffektiv konflikthåndtering. Er konfliktniveauet højt, vanskeliggør det mulighederne for at lytte og åbne sig. Det gælder om at finde mere effektive konflikthåndteringsstrategier.
Men også når konflikterne begynder at fylde mindre i et parterapeutisk forløb knytter der sig udfordringer til det at lytte. En del af at lytte er at forsøge ikke at farve budskabet med forhold, der hører til en selv, og som slet ikke er indeholdt i det afsendte budskab. At sammenblande partnerens budskab med ens eget perspektiv er kun med til at utydeliggøre kommunikationen. Hvis man føler sig anerkendt bliver det ofte nemmere at åbne sig over for den andens perspektiv. Det medvirker til at forbedre kommunikationen.
Anerkendelse
Anerkendelse er vigtig i parforhold både indadtil og udadtil.
Hvis man ikke indadtil anerkender, hvordan man har det, så er det meget vanskeligt at forholde sig til og tale om. En risiko er at man reagerer på frustrationer ved at gemme sig væk i relationen. Eller man fokuserer på, hvad den anden burde gøre. Begge dele fastlåser situationen og fjerner fokus fra, hvad man selv føler, og hvad man selv kan bidrage med.
Det er derfor gavnligt, at begge parter arbejder med at rette fokus mod sig selv og anerkende, hvordan de selv har det. Dette er ofte en del af den terapeutiske proces. Det er tæt relateret til begreber som mindfulness, tilstedeværelse, god kontakt til en selv og autenticitet.
Det er også vigtigt at anerkende udadtil. Hvis den ene part eksempelvis synes, at der er et problem, så er det nok til, at der et problem. Vil den anden ikke anerkende, at der er et problem, så forsvinder problemet ikke af den grund, tværtimod bliver det vanskeligere at tale om.
I sådanne tilfælde arbejdes der med at anerkende den andens perspektiv. Jeg oplever igen og igen, at når par åbner sig og begynder at få grundig indsigt i og anerkende og acceptere hinanden, kan det opleves utroligt befriende. Det åbner for en autentisk kontakt.
Det jævnbyrdige møde
Hvis anerkendelsen af den andens position er udfordret, så kan det skabe uenighed. Når der er uenighed, kan det blive en konflikt, og spidses konflikten til, så kan det ofte opleves, som om, at ens position ikke er legitim. Måske føler man skam. Det er ikke rart, at føle sig forkert i sin partners øjne. Måske savner man en accept fra den anden i forhold til, at man bare ikke ser det på samme måde.
Der er forskel på at være uenige, at respektere uenigheden og legitimiteten af den andens position på den ene side og så på den anden side at uenigheden bliver så stor, og man bliver så udfordret, at man bevæger sig over på den andens banehalvdel og begynder at vurdere, at den andens holdning er uacceptabel. I den første situation kan man forhandle. Det er vanskeligt at finde frem til en løsning, hvis man som i den anden situation forsøger at få sin vilje ved at erklære den andens position for forkert.
Hvis man på den måde bebrejder sin partner, bliver mødet asymmetrisk. Man risikerer at møde den anden med bedrevidenhed og måske endda fordømmelse.
Her vil det ofte være gavnligt at stræbe mod en større grad af jævnbyrdighed. Det kan opleves meget givende for begge parter at øve sig i og finde veje til, hvordan man møder hinanden på en mere respektfuld og jævnbyrdig måde.
Et eksempel på en konstruktiv proces
Modtagelighed
Det er ikke det bedste udgangspunkt for en konstruktiv samarbejdsproces, hvis man er frustreret og måske næsten angstpræget. Hvis man er tilbøjelig til at vælge ”fight, flight, freeze or submission” i en given situation, fungerer det sjældent godt. Det kan samtidig være vanskeligt, at tage ansvar for, at det er sådan man har det, og forholde sig til det på en opbyggelig måde. En mulighed er at starte en konstruktiv samarbejdsproces med sin partner ved at søge ud af en sådan angstpræget tilstand. En pause fra konflikten kan være et redskab til at øge ens modtagelighed med henblik på at anerkende, hvad man tænker og føler.
Dialog
Når man så er kommet lidt til sig selv og er klar, kan man tage ansvar ved at invitere sin partner til en konstruktiv dialog. Her kan kunsten være at gøre ens position synlig over for sin partner. Det kan man gøre ved at kommunikere, hvor man står og samtidig vise nysgerrighed over for ens partner.
I en ideel proces kan man så tale om, hvordan man med respekt for den andens perspektiv kan nå frem til noget, som begge parter ligeværdigt og loyalt vil arbejde for. Når den proces skal bringes til at fungere er anerkendelse, kommunikation og ligeværdighed ofte vigtige fokuspunkter.
Dette er blot et eksempel. Som psykolog ser jeg det som min opgave via parterapi at guide jer i jeres specifikke situation i en undersøgelse af, hvad der konkret virker for jer.
Teoretisk baggrund
Den teoretiske baggrund for parterapien er først og fremmest Imago terapi. Jeg fokuserer særligt på parternes ressourcer, og hvad begge hver især konkret kan søge at bidrage med i forhold til traditionel Imago parterapi. Udgangspunktet i anerkendelse er dog helt afgørende.
Jeg inddrager både i parterapi og individuel terapi en række andre tilgange, i det omfang jeg vurderer, at det kan hjælpe, herunder både eksistentielle, psykodynamiske, narrative og tredje bølge kognitive metoder som ACT og CFT.
Parterapi, individuel terapi eller en blanding?
Nogle er i tvivl, om de skal vælge at gå i parterapi eller om det er mere hensigtsmæssigt med et eller to individuelle forløb. I visse tilfælde giver det mening at lave et blandet forløb. Det kræver en særlig tillid. Men det kan være det mest effektfulde. Kontakt mig, hvis I tænker, det måske kunne være relevant for jer. I er meget velkomne.