Terapi

Terapi ved psykolog Niels Hellevad Jensen Frederiksberg

Vil du vide mere om de samtaler, som jeg tilbyder?

  1. Hvilke metoder tilbyder jeg?
  2. Hvad karakteriserer vellykket terapi?
  3. Hvilke problematikker går igen?
  4. Hvordan foregår en terapeutisk proces konkret?

Metoder

Jeg anvender en integrativ metode. Det vil sige, at jeg integrerer forskellige metoder, der alle er alment anerkendte. Samtalerne er først og fremmest på eksistentielt og metakognitivt grundlag.

Eksistentiel terapi

Eksistentiel terapi er den terapiform, der mest direkte har fokus på, hvad det vil sige at eksistere som menneske. Hvis vi ikke har en meget nuanceret forståelse for, hvad det vil sige at eksistere og dermed hvilke fænomener, der er på færde i og omkring os, så bliver livet vanskeligere at forholde sig til.

“Dit slag rammer ikke, hvad dit blik ikke ser.”

Frit citeret efter Muhammad Ali

Større indsigt i det eksisterende giver et bedre grundlag for at træffe gode beslutninger. Det er særlig vigtigt, når livet opleves vanskeligt. Hvis ikke, vi er grundige med at undersøge, hvad der er på færde, risikerer vi at fokusere på løsningen, før vi har fået et nuanceret blik for problemet.

“At finde vej i livet handler om at finde din egen vej ikke nødvendigvis den letteste.”

Frit citeret efter Friedrich Nietzsche

Andre metoder

Jeg anvender også metakognitiv terapi (MCT), Acceptance and Commitment Therapy (ACT), Compassion Focused Therapy (CFT), psykodynamiske metoder og narrative terapeutiske greb.

Det er efter min mening vigtigt at trække på forskellige teoriretninger, da en enkelt metode ikke er velegnet til alle udfordringer. Mener man, at en metode kan det hele, har man efter min overbevisning ikke øje for menneskets kompleksitet.

“Terapi bør være som en skræddersyet dragt – skåret og syet til hver enkelt person.”

Frit citeret efter Irvin D. Yalom

Enkle redskaber og hurtige løsninger er sjældent tilstrækkeligt til at håndtere komplekse problemer. Vi må ofte gå mere grundigt til værks, hvis du ønsker vedvarende forandring.

Det gælder om, at vi stille og roligt finder frem til noget, der virker for dig via omhyggelig undersøgelse.

Terapi som balancegang

Vellykket terapi er i mine øjne en balancegang. Det skal ikke være en forudbestemt proces, hvor psykologen har forudfattede faste ideer om, hvad problem og løsning er for klienten. Men det skal heller ikke være overladt til klienten selv at finde alle svarene.

Et terapeutisk møde fungerer bedst, når psykologen anerkender klienten som eksperten på sit eget liv, og samtidig bringer psykologfaglig viden i spil.

Jeg er optaget af det ligeværdige møde præget af nærvær og tillid. Det kræver ydmyghed som psykolog over for, at visse forhold altid er unikke hos den enkelte klient. Men der er samtidig forhold, som kendetegner mange andre mennesker i lignende situationer. Det er psykologfaglig viden, der kan hjælpe dig som klient.

Temaer der går igen

To temaer, jeg ofte støder på hos klienter, er det overdrevent tankefokuserede og det at have en udfordret kontakt til følelser. Det overdrevent tankefokuserede kan vise sig som for eksempel:

  • tankemylder,
  • overtænkning,
  • intellektualisering,
  • negative tankemønstre,
  • rumination over fortiden,
  • eller bekymringer for fremtiden

Tanker kan være nyttige og effektfulde, men man kan også opleve sig fanget af dem. Gentagende tankemønstre, der ikke hjælper, kan fastlåse en situation. Tanker kan lægge beslag på opmærksomheden. Hvis tankers betydning overbetones på bekostning af blandt andet følelser, så kan angst, lavt selvværd, afmagt og uklarhed følge med.

“At gå fra sin fantasi og sin følelse er lige så galt som at gå fra forstanden.”

Frit citeret efter Søren Kirkegaard

Selvom en metakognitiv tilgang til den type udfordringer kan være en vigtig del af en løsning, så oplever jeg ofte, at det ikke er tilstrækkeligt. Det er ofte givende i det terapeutiske arbejde:

  • at reducere negative tankemønstre og heraf følgende afmagt,
  • at styrke kontakten til følelser og grænser,
  • at identificere vilje og meningsfuldhed,
  • at udvide handlemuligheder og fleksibilitet,
  • at træne i at stå ved sig selv, når man træffer beslutninger, og dermed
  • at finde måde at tage ansvar for at handle selvomsorgsfuldt og dermed ansvarsfuldt over for andre.

Men hvordan foregår en terapeutisk proces konkret?

Mål

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad målet med det terapeutiske forløb er. Men for nogle klienter er det i starten uklart, hvad problemet eller ønsket i det hele taget er. Her vil det være en del af det terapeutiske forløb at afklare, hvad der arbejdes hen i mod. Mål og delmål med terapi vil ofte udvikle sig undervejs i et forløb efterhånden, som din situation udvikler sig.

Nogle klienter har en eller flere specifikke vanskeligheder, som de gerne vil have sparring til at løse eller forholde sig til.

Strategier

Nogle har brugt visse strategier til at forholde sig til lignende udfordringer, som ind til nu måske har fungeret udmærket. Men noget er sket, der synliggør strategiernes begrænsninger.

Et omdrejningspunkt i meget terapi er at ændre de strategier, der ikke fungerer.

Når løsningen bliver problemet

Nogle gange kan en strategi, der engang har været nødvendig, altså miste sin anvendelighed over tid. Strategien fungerer ikke mere. Vanen er blevet en uvane. Strategien, der var den bedste mulighed som barn, fungerer måske ikke for den voksne. Problemet som strategien var et forsøg på at løse, kan endda være forsvundet. Men vanen består.

Tilbage står “løsningen”, det vil sige den strategi, der ikke længere virker, og som nu giver problemer. Løsningen er ikke længere en løsning. Løsningen er blevet problemet.

Her gælder det om at identificere de vaner og strategier, der ikke fungerer og finde nye veje. Det er ofte en vigtig del af terapeutiske samtaler at åbne op for muligheder og at finde konkrete veje til at navigere i de muligheder på.

I sådanne tilfælde vil det terapeutiske arbejde blandt andet bestå i grundigt at undersøge eksempler på klientens situation. Spørgsmålet er, hvilke dele af strategierne, der kan videreføres og hvilke dele, der kalder på at blive udviklet. Mange klienter har brug for nye måder at håndtere udfordringer på, nye handlemuligheder og nye måder at forholde sig til deres følelser på.

“At se indad og opdage nye aspekter af os selv er som at opdage et nyt landskab, der åbner for nye muligheder og perspektiver.”

Frit efter Tara Brach

En vigtig del af min opgave består i opmærksomt at lytte til og italesætte, hvad du siger mellem linjerne.

Det medvirker til at tilbyde en terapeutisk proces, der giver handlemuligheder og fleksible måder at navigere i livet på, som giver mening for den enkelte klient.

Afprøvning af nye strategier

At bryde med det, der plejer at ske

Det er vigtigt, at det, der opnås i terapien, bringes med ud i verden. Hvis en klient går hjem og gør, som sædvanligt, så må man forvente, at der også sker det, der plejer at ske. Men ofte er det netop det, som klienten søger hjælp til at lave om på.

At omsætte indsigten

I løbet af hver session vil der ofte vise sig fænomener, som besidder terapeutisk potentiale. Det betyder, at de rent praktisk kan danne basis for noget konkret, som måske kan hjælpe dig som klient. Det vil ofte udspringe af nye erkendelser og indsigt, som du har opnået i løbet af sessionen. En vigtig del af terapien er altså at omsætte de tankemæssige og følelsesmæssige indsigter, som opnås i terapien til livet udenfor terapien.

At blive konkret

Psykolog og klient formulerer nogle gange i fællesskab en øvelse eller et fokus til næste session. Det består gerne i at afprøve en konkret strategi. Den er et bud på et alternativ. Det kan være en måde, man plejer at handle på, det kan være en måde, man plejer at forholde sig til sine følelser på, det kan være en måde man plejer at opfatte tingene på. Hvis den nye måde eller strategi ikke fungerer, så giver oplevelserne med at prøve det nye alligevel værdifuld information til den terapeutiske proces. Måske kan fokus ændres eller måske er det hensigtsmæssigt at justere terapien som helhed for at opnå effekt.

Hvis den nye strategi derimod har fungeret, så kan du have fået et betydningsfuldt redskab til at håndtere vanskelighederne.

At gøre forsøget

At forsøge sig med disse alternativer er i reglen helt afgørende for en vellykket terapeutisk proces. At gøre sådanne forsøg kan man godt gøre selv, men det kan også være godt at gøre i samarbejde med en psykolog. Psykologer er uddannede til at guide en sådan forandringsproces.

Tilpasning

Ofte vil det i slutningen af hver session være hensigtsmæssigt at evaluere terapien. Et af formålene er også her at tilpasse terapien, så det terapeutiske forløb formes hensigtsmæssigt via de rigtige metoder.

Ovenstående er blot en beskrivelse af arbejdsprocessen i et typisk forløb. Processen bliver altid løbende tilpasset i forhold til, hvad der giver mening for både psykolog og klient i den konkrete situation. Nogle fungerer eksempelvis bedre med mindre fokus på redskaber og et større fokus på at skabe indsigt i, hvordan de selv fungerer.

Opstart

Mange er ambivalente i forhold til, om de skal starte et forløb hos en psykolog. Men langt de fleste kan have gavn af at tale med en psykolog. Hvis forløbet skal give den ønskede virkning, så er engagementet imidlertid helt afgørende. Du kan læse mere om, hvordan du bedst muligt engagerer dig i at gå til psykolog hvis du følger dette link.

Visse klienter har glæde af en dobbeltsession første gang, så der indledningsvis er tid til at folde situationen ordentligt ud. Lad mig vide, hvis det er noget, du overvejer.

Det er ikke afgørende, om du kan finde ud af det fra starten. Det er afgørende, at du prøver, og at du bliver ved med at prøve. Jeg støtter dig i at tilpasse processen, så den giver mening for os begge.

Du er meget velkommen.

Brug kontaktformularen, ring på 42 70 07 42, send en sms eller send en mail.

Praktiske forhold.

Priser.

Om psykologen.

Gå til forsiden.

Call Now Button