At være med det svære
At være med det svære kunne lyde som et dansktophit fra 70’erne.
I denne sammenhæng repræsenterer det at være med det svære en central mulighed i psykologsamtaler.
Men hvad er egentlig det store problem ved at insistere på ikke at ville være nærværende med det svære?
Man kan grundlæggende have så stor modvilje mod overhovedet at have sine vanskeligheder, at man simpelthen ikke vil acceptere, at vanskelighederne er der.
Paradoksalt nok kan det, at man ikke vil konfrontere det, som er svært, betyde, at det problematiske lægger sig som en dyne over ens tilværelse og sætter sit præg på store dele af ens liv. Det, at det ikke må være der, kan betyde, at det er der hele tiden.
Hvis man på lignende vis ikke vil acceptere problemernes eksistens, så risikerer de at gentage sig. Nogle gange ser man det fænomen i de livsmønstre, som man er ulykkelig over, men som alligevel bliver ved med at gentage sig.
Det hjælper ikke at ruminere over de samme problemer igen og igen, det vil sige blive ved med at gå og gruble. Men det er heller ikke løsningen at forsøge at fortsætte, som om problemerne ikke var der.
Hvis man ikke vil anerkende, at problemerne er der, hvordan skulle man så få undersøgt dem med henblik på at få dem løst?
Det svære forsvinder ikke ved, at man nægter at anerkende, at det eksisterer.
At forholde sig til det svære
At være med det svære muliggør tvært i mod en undersøgelse af, hvordan man vil forholde sig til det.
Men før man begynder med redskaber og strategier, så er det typisk bedst at dvæle ved det svære. Det gælder om at få undersøgt detaljeret, hvad der er på færde. For i det svære selv ligger ofte potentialet til at opløse det svære.
Den eksistentielt fænomenologiske metode kan bruges til en grundig undersøgelse af mere præcist, hvad der ligger i det svære, hvad består det af. Det kontinuerligt overraskende er, at når man nøje undersøger det svære, så kan mulighederne og dermed redskaberne vise sig.
Nogen søger hurtige løsninger på komplicerede problemer. Men de hurtige løsninger har ofte kort levetid. Det er ofte i fordybelsen over tid, at et mulighedsrum kan åbne sig og løsningerne på lang sigt kan findes.
Det er ikke formålstjenligt at søge den perfekte psykolog. At blive ved med at søge den helt perfekte psykolog kan være et udtryk for en uhensigtsmæssig undgåelse af at være med det svære og en undgåelse af at arbejde med sig selv og være med det svære. Det gælder om at finde en psykolog, som man har tillid til. Og så gælder det om at søge at engagere sig også, når det bliver vanskeligt.
Ambivalens
Nogle gange kan ens oplevelse af, at der ikke er et problem ikke længere opretholdes. Man må indse, at man har et problem.
Når virkeligheden på den måde konfronterer en med, at man har vanskeligheder, så kan der komme en trang til at adressere det svære for på en eller anden måde at overkomme det.
Men samtidig mærker man måske sin egen modvilje mod at være med det svære, for det er jo svært. Og så kan man blive grebet af en intuitiv trang til at flygte fra at være med det svære.
Oplever man en sådan ambivalens, kan det være et tegn på, at man har fat i noget af det, der er svært, og som måske paradoksalt nok også kan rumme nøglen til det sværes afvikling og ens udvikling som menneske.
Ambivalens kan også vise sig ved, at nok anerkendes det ubehagelige som problemer, men problemerne er velkendte. Og det, at de er velkendte, giver faktisk en vis tryghed. Så en nærmere undersøgelse sammen med en professionel af, hvad problemerne egentlig går ud på, det tøver man med. På den måde kan ambivalens resultere i et magtfuldt men uhensigtsmæssigt fastlåst status quo.
Hvis man populært sagt ikke vil sige goddag til sine udfordringer, hvordan skulle man så kunne sige farvel?
Kontakt mig, hvis du ønsker at bestille en tid eller har spørgsmål.
Du er velkommen til at bruge kontaktformularen, ringe på 42 70 07 42, sende en sms eller en mail.